
Salen
Lørdag 30. Oktober kl. 21:00
Arrangør: Skive Theater
|
|
Thomas Buttenschøn
Han er en erfaren herre, den unge Thomas Buttenschøn. Han har ofte turneret landet rundt, og næppe er han kommet hjem fra forårets turné, før han er klar til at tage ud igen. Til efterårets koncerter bliver det dog en anden Thomas, publikum får at se: Som frontfigur i en lille, tæt trio.
- Jeg vil gerne prøve at spille nogle mere intime koncerter med større fokus på mine fortællinger, og hvor publikum sidder ned, fortæller Thomas om baggrunden for at drage på turné med blot to andre musikere, saxofonisten, guitaristen og tangentspilleren Mads Mathias og trommeslageren Erik Svendsen Laustsen, i stedet for hans sædvanlige backingband.
Thomas lægger ikke skjul på, at det også handler om at udfordre sig selv for ikke at blive offer for rutinens kløer. Han har aldrig været bleg for at stille sig selv en opgave, for ofte er det under pres – eller på tynd is – at magien opstår. Derfor har han også en plan forud for efterårets turné:
- Vi har snakket om at bytte instrumenter undervejs i koncerterne for netop at udfordre hinanden og se, hvad der sker, fortæller Thomas og afslører samtidig, at han også har gjort sig andre tanker om koncerterne: - Jeg vil selvfølgelig spille sange fra alle tre plader, men jeg vil også spille nogle helt nye sange, som jeg ikke engang har været i studiet med endnu. Jeg glæder mig meget til at prøve dem af i et intimt forum for at se, om de kan bære.
Thomas Buttenschøn er ikke bare en af landets bedste unge sangskrivere, men også den fødte entertainer. Han kan tryllebinde publikum med sine sange, men også med sine fortællinger mellem numrene. Enhver, der har set Thomas Buttenschøn optræde, vil skrive under på, at han er en storyteller af format. Han er lun og har et stort overskud på scenen, og fremfor alt har han et katalog af slidstærke sange, hvad flere anmeldere også hæftede sig ved, da han tidligere på året udgav sit tredie album Køter:
”Ikke alene hersker den 24-årige prisvinder over musikalske stilarter, der strækker sig fra Van Morrison over Motown til dansk visesang og den lykkeligste tidløse indiepop… så har Thomas skabt en lyrik så perfekt og dog dagligdags, at salig Dan Turèll må smile i sin himmel og så charmerende og sjov, at Benny Andersen langt om længe bør tro på sprogets fremtid”, skrev B.T.’s Henning Høeg i sin femstjernede anmeldelse.
KØB DIN BILLET HER
|